Med IT i undervisningen kan du lave anderledes undervisning, sætte kursisten i centrum og gøre undervisningen både relevant, autentisk og effektiv.

Ved at anvende IT i undervisningen er det langt lettere at sætte kursisten i centrum. Brug af IT i undervisningen sprænger nogle faste rammer, hvor fokus kommer væk fra lærerne, som dem der fortæller alt og ved alt. I stedet får kursisterne større mulighed for at bringe deres egen viden spil, alene og ikke mindst sammen med andre kursister.

Illustrationen nedenfor viser Blooms taksonomi. Kvalifikationer, kompetencer og kreativitet er dem, jeg vil fokusere på.

blooms-taksonomi-vidensform

Jeg vil her give eksempler på, hvor jeg ser disse videns-former og hvorfor jeg mener IT kan give et positivt udbytte.

Kvalifikationer: Handler om at huske og forstå. Det vil sige fakta-viden og informationer, såsom ordforråd, udtaleøvelser eller instruktioner/oplæg til relevante emner. Det kan være små videoklip, tekster eller andet undervisningsmateriale, der distribueres via computer og internet. Der anvendes tekst, lyd, billede og video multimodalt. Styrken er at digitale læringsressourcer er tilgængelige uafhængige af tid og sted. Kursisterne kan selv arbejde med disse opgaver nemt og ubesværet. Det kan foregå hjemme, i bussen, i studieværkstedet eller et helt fjerde sted.

Kompetencer: Handler om at anvende og analysere de kvalifikationer man har opnået. I denne fase er der behov for interaktion og relation, altså afprøvning af forståelse. Undervisningslektionerne bruges på, at kursisterne anvender, analyserer, løser opgaver og stiller spørgsmål ved den tillærte viden. Altså bruger tiden effektivt til problemløsning, fremfor at lytte passivt til lærerens oplæg/forklaringer. Her er læreren og de andre studiekammerater vigtige brikker, da der skal diskuteres, afprøves og snakkes. Viden skal anvendes i praksis.

Kreativitet: Handler om at vurdere, skabe og perspektivere de kvalifikationer og kompetencer, man har tilegnet sig. At skabe sit eget selv og en måde at anskue verden på, der kan inddrage den viden, man har fået. At kunne udvikle, planlægge og kritisere/argumentere på et højere niveau. Igen kan man her med fordel inddrage IT i undervisningen til at bearbejde og evaluere. Både ved hjælp af aktuelt og relevant stof/indhold (artikler, video eller lyd/billedmateriale), men også i form af forskellige præsentationsdesigns (fx Prezi, Pinterest eller Youtube) og evalueringsværktøjer.

Med IT i undervisningen kan kursisterne opnå et højere vidensniveau, blandt andet fordi det giver mulighed for at få flere med på forskellige planer og udvide læringsrummet.

it-teknologi-og-vidensformer

For at nå en højere ordens tænkning er man nødt til at have de grundlæggende kvalifikationer på plads og det er netop i denne del af læringsprocessen at IT kan starte med at gøre en forskel. Derefter kan refleksionen over læringsadfærd og forudsætningerne herfor videreudvikles med målrettet didaktisk brug af IT. Viden bliver nemt tilgængeligt for alle og via IT i undervisningen kan kursisterne konstruere viden for dem selv, og samtidig bliver den sociale interaktion anderledes og mere ligeværdig.

Hvor meget vi undervisere end arbejder på at være værdineutrale, så kan vores informationer ikke undgå at blive værdiladet, når en kursist spørger om det samme for 10. gang. Også her er IT i undervisningen et hjælpemiddel, hvor den enkelte kan få forklaringer og informationer det antal gange og med den differentiering af læringsressourcer, der lige netop passer. En værdineutral læringsressource man kan konsultere uden at den enkeltes identitet bliver kompromitteret. Magtforholdet udlignes så kursisten kan bidrage på lige fod uden at føle et mindreværd. Identitetsfølelse og motivation er her altafgørende.  Kursisten bliver også didaktisk designer af egen læreproces, da medansvaret for læringen ligger ved kursisten.

Det fordrer en aktiv deltagelse og en undersøgende og kreativ tilgang til de emner/opgaver, læreren stiller. Det kræver også en struktureret tilgang til læring, en målstyret læring, og et overblik fra lærerens side. Læreren skal hjælpe og stilladsere den enkelte, så der kan skabes autentisk, nærværende og meningsfyldt læringsmiljø, hvor alle har en mulighed og motivation til at bidrage. Underviseren er facilitatoren og planlæggeren, og med brug af IT i undervisningen giver det en ekstra mulighed og dimension for underviseren. Kursister, der måske har svært ved at rejse sig op og holde oplæg i klassen, kan have meget nemmere ved at lave en præsentation eller en video om et givent emne, hvis de sidder i vante omgivelser og med ro omkring sig. Andre har måske svært ved at spørge/sige, hvis de ikke helt har forstået, men finder hellere svar på egen hånd. Den enkelte tager ansvar og læreren får frigivet ressourcer til at se den enkeltes behov. Dermed kan læringsniveauet optimeres og blive mere tilfredsstillende både for lærer og kursist.

IT kan inddrage og samle/dokumentere alle aspekter i en læringssituation. Hermed forstået som en bevidsthed og opmærksomhed på egen læring og progression – med tydelige og ikke mindst visuelle læringsmål og en bevidsthed om, hvordan disse læringsmål bedst opnås i tæt samarbejde med læreren.

Jeg ser IT som en mulighed for at kunne gøre det, der er vigtigst! – Nemlig at hjælpe den enkelte kursist videre i dennes udvikling fra et individuelt ståsted og ikke efter den laveste fællesnævner. Det kræver en god organisering af den interne IT-struktur, som gør det nemt og håndterbart for den enkelte lærer at integrere IT i den daglige undervisning.

Start med det, du mangler i din hverdag og ”keep IT simple” – Et skridt ad gangen -!